Hvem var William Travilla, Marilyn Monroes kostumedesigner?

For præcis hundrede år siden, den 1. juni 1926, blev Norma Jeane Mortenson født i Los Angeles. Navnet, som hun skulle blive kendt under som sexsymbol, model, skuespillerinde og sangerinde, valgte hun selv på sin trediveårs fødselsdag. Marilyn Monroe skabte sig selv som et ikon, men til sin garderobe havde hun brug for William Travilla. Hvad var kostumedesignerens bidrag til 'brandet' Monroe?

Et naturtalent

William Travilla (1920–1990) voksede op i Los Angeles, ligesom Monroe, blot uden børnehjem og plejefamilier. "Billy" viste så stort talent som otteårig, at han blev optaget på den prestigefyldte private kunstskole Chouinard School of Art. Som teenager tjente han ekstra ved at sælge skitser af showgirls i burlesque-klubber for tre dollars stykket. Deres kroppe, og hvordan de bevægede sig, fascinerede ham.

Efter en periode med studier og omfattende rejser overgav han sig til sit talent. I 1949 vandt han sin eneste Oscar for bedste kostumedesign. Sammen med to kolleger stod han for det historiske herretøj til den spanske romance 'The Adventures of Don Juan'.

Hans sande kald lå dog i at forme den kvindelige figur, helst med teatralske kostumer. Ved at klæde skuespillerinder som Sonja Henie, Ann Sheridan og Jean Peters på, cirkulerede hans navn i Beverly Hills. Fra da af var han blot 'Travilla'. Monroe blev hans vigtigste muse.

Travilla elskede glamouren i selve tøjet, men var mindre begejstret for miljøet omkring det. Han var også en praktisk anlagt person. Som studerende hjalp han sin far med opgaver i hans dækfirma. Han foretrak at flygte fra Hollywood-miljøet, nogle gange i månedsvis, for at søge tilflugt i en fremmed kultur, såsom en stamme i Afrika eller Sydamerika. Denne jordnære natur afspejles i den solide konstruktion af hans kostumer.

I 1957 forlod Travilla filmstudierne for at etablere sit eget modehus, igen med navnet 'Travilla'. I slutningen af halvfjerdserne bevægede han sig over i tv-branchen under de amerikanske dramaseriers storhedstid. Efter hans død i 1990 holdt forretningspartnere den nu populære tøjlinje aktiv. Mærket blev solgt i luksusstormagasiner som Saks Fifth Avenue indtil 2002.

Travilla møder Monroe

I 1950, da Monroe stadig var en relativt ukendt skuespillerinde, lånte hun Travillas prøverum. Han var på det tidspunkt under kontrakt med Twentieth Century Fox. Et af de mest frugtbare kreative samarbejder i Hollywood voksede ud af det flygtige møde. Monroe blev en god ven og, for en kort stund, også en elsker. Hun sendte ham angiveligt en nøgenkalender, signeret med ordene: "Billy, kære, klæd mig på for evigt. Jeg elsker dig, Marilyn."

Otte film

Monroe og Travilla samarbejdede efterfølgende på otte spillefilm: 'Don't Bother to Knock' (1952, sort cocktailkjole); 'Monkey Business' (1952, silke midikjole); 'Gentlemen Prefer Blondes' (1953, den ikoniske guld halterneck-kjole og den lyserøde satinkjole); 'How to Marry a Millionaire' (1953, aftenkjoler i blonder og satin); 'River of No Return' (1954, rød showgirl-kjole); 'There's No Business Like Show Business' (1954, transparente og champagnefarvede kjoler); 'The Seven Year Itch' (1955, den verdensberømte hvide plisserede 'subway dress'); og 'Bus Stop' (1956, grøn-og-sort showgirl bustier-kjole).

Under det tilsyneladende enkle tøj byggede Travilla strukturer med korsetter, stivere, polstring og metaltråd for at fremhæve Monroes timeglasfigur. Dermed undgik han eksplicit nøgenhed, da det fjerner spændingen. Han fandt illusionen mere virkningsfuld. Og det havde han ret i.

Monroe var heller ikke overfladisk indeni. Rollerne som blondine, eller dukke, blev for det meste påtvunget hende af Twentieth Century Fox. Selv hendes sensuelle stemme var påtaget, en teknik til at skjule hendes stammen. Travilla kendte den eftertænksomme kvinde bag den offentlige 'bombshell'-persona. Med sine gennemtænkte, suggestive designs ydede han et tavst bidrag til hendes stjernestatus.

Kjoler, der skrev historie

Travillas mest berømte kreation er den hvide 'subway dress' fra den berømte nattescene i 'The Seven Year Itch', som blæser op over en rist og udødeliggør Monroes offentlige image. Til stoffet valgte han elfenbenshvid celluloseacetat-crepe. Han foretrak naturlige stoffer som silke, men en syntetisk komponent var nødvendig for at opnå den solstråle-plisserede struktur. For at opnå dette resultat stolede Travilla ikke på lokale syersker, men sendte stoffet til Antonini-søstrene i Rom. De påførte plisseringerne i hånden. Kjolen blev auktioneret i 2011 for 4,6 millioner dollars.

To år tidligere havde Travilla allerede vist, hvor godt han arbejdede under pres med den lyserøde aftenkjole i 'Gentlemen Prefer Blondes' (1953). Til nummeret 'Diamonds Are a Girl's Best Friend' havde han oprindeligt designet en næsten gennemsigtig fiskenet-bodysuit. Studiechefen syntes, det var en fremragende idé, indtil Monroes nøgenbilleder dukkede op med alle de deraf følgende konsekvenser. Han fik 48 timer til at skabe et mere anstændigt alternativ. Travilla syede på rekordtid en stropløs 'shocking pink' silkekjole, forstærket på indersiden med filt. Den store sløjfe på ryggen er ikke blot nålet fast, men er fastgjort til toppen af overdelen med et komplekst læg.