Martine Rose bliver ny kreativ direktør for Balenciaga

Martine Rose er ny kreativ direktør for Balenciaga. Fredag bekræftede det franske modehus udnævnelsen af den London-baserede designer, der er kendt for sit herremodebrand i eget navn. Udmeldingen kommer blot en dag efter, at Balenciaga og Pierpaolo Piccioli gik hver til sit. Rose er den første kvinde i spidsen for modehusets kreative ledelse i dets næsten 110-årige historie.

”Det er et sandt privilegium at blive udnævnt til kreativ direktør for Balenciaga – et hus med en ekstraordinær arv og en frygtløs kreativ ånd,” udtaler Rose i en pressemeddelelse. ”Balenciaga er allerede blevet formet af bemærkelsesværdige kreative talenter. Jeg føler et ansvar for at ære denne arv og ser frem til at skrive det næste kapitel i denne rige og smukke historie.”

Designeren, som længe har været rygtet til at skulle overtage roret i modehuset, er særdeles velbevandret i dets æstetik og historie. Fra 2015 til 2018 arbejdede Rose som konsulent på herrekollektionerne for brandet under daværende kreative direktør Demna Gvasalia. Efterfølgende rettede hun igen sit fulde fokus mod sit eget brand, som hun grundlagde i 2007.

”Balenciaga har altid været et hus præget af radikal kreativitet, der udfordrer konventionerne og redefinerer modens grænser. Rose personificerer denne ånd med en frisk, frygtløs og dybt nutidig vision,” udtaler Luca de Meo, administrerende direktør (CEO) for Kering. ”Hendes forbindelse til den nye generation og hendes instinktive kulturforståelse tilfører huset en ny dimension. Hendes udnævnelse afspejler vores ambition om at fastholde Balenciaga på forkant med innovation, kreativitet og kultur.”

Roses designsprog er forankret i subkultur, musik og klassiske skrædderkoder, formet af Londons kreative scene og hendes britisk-jamaicanske baggrund. Hun har konsekvent udfordret modens konventioner, især dem der knytter sig til maskulinitet, og hun opererer i krydsfeltet mellem undergrundskultur og den internationale modebranche. Hun er anerkendt for sin instinktive sans for proportioner, silhuetter og materialevalg. Derudover er hun kendt for at omsætte velkendte arketyper og klassiske garderobeelementer til kulturelt relevante og fremadskuende designs.

Ifølge det amerikanske magasin Vogue kommer udnævnelsen også på et gunstigt tidspunkt for Rose selv. I 2023 solgte hun en ejerandel på 60 procent af sin virksomhed til brand-inkubatoren Tomorrow Ltd, men partnerskabet løb senere ind i vanskeligheder. I marts frasolgte Tomorrow brandet til italienske The Level Group, der også står bag det parisiske mærke Coperni, hvis grundlæggere i denne uge meldte ud, at brandet lukker. Rose har ikke selv afholdt et modeshow siden sin SS26-præsentation i juni sidste år.


ELLER FORTSÆT MED
Balenciaga
Martine Rose