Den stille taktgiver: Hvordan Véronique Nichanian formede Hermès' herremode i næsten fire årtier

I en branche, der konstant fornyer sig selv, var Véronique Nichanian i årtier et roligt ankerpunkt. Som kunstnerisk direktør for herrekollektionerne hos Hermès formede hun det franske luksusmodehus' herremode i næsten 40 år og forblev en konstant, mens modeverdenen omkring hende forandrede sig med stigende hastighed. Nu træder hun tilbage.

At hendes meddelelse om sin afgang kommer netop ved afslutningen på en sæson præget af store forandringer, kan ved første øjekast virke tilfældigt, men det har en symbolsk betydning. Forår/sommer 2026-sæsonen markerede med 15 designerdebuter et mærkbart generationsskifte – og sluttede med Nichanians stille tilbagetrækning. En relativt diskret afsked midt i en tid med markante nybrud, som kun understreger bestandigheden i hendes årtier lange arbejde.

Ægte 'stille' luksus

I sine 37 år hos Hermès skabte Nichanian et formsprog, der forblev relevant netop i kraft af sin kontinuitet. Hendes mode var aldrig et mål i sig selv, aldrig blot et spektakel, men en præcis, diskret dialog med hverdagen og de mænd, hun skabte en garderobe for. 'Quiet Luxury' var måske et modebegreb for nogle sæsoner siden, men Nichanians Hermès var den levende legemliggørelse af det – ikke på en performativ måde for at appellere til sociale medier, men gennem en subtil forståelse af, hvad hun skabte for brandet.

Hermès forblev tro mod denne tilgang i årtier. Det ses ikke kun i husets kulturelle, men også i dets økonomiske modstandsdygtighed. Mens mange luksusmærker er pressede under de nuværende markedsforhold, trodser Hermès tendensen. I første halvår af 2025 registrerede koncernens kerneforretning, lædervarer og sadelmageri, en omsætningsvækst på 11,3 procent til 3,58 milliarder euro. Omsætningen inden for tøj og accessories steg med 4,3 procent til 2,25 milliarder euro.

Dette er et bevis på, at diskret konsekvens og et klart fokus på kvalitet kan bestå, selv på et accelereret marked. Nichanians signatur var en integreret del af denne succes – ikke som den eneste drivkraft, men som en stabil, pålidelig puls i et brand, der konsekvent nægter at løbe efter kortsigtede trends.

Hendes designs udviklede sig, fordi livet ændrede sig, ikke fordi markedet krævede det. Denne evne til at sænke tempoet eller trodse tiden var måske hendes og Hermès' største luksus.

En æra af kreativ frihed

Allerede i begyndelsen af sin karriere stod Nichanian på tærsklen til en forandring i modeverdenen. Da hun i 1976 begyndte sine studier på École de la Chambre Syndicale, var den parisiske modescene netop begyndt at bryde med traditionelle forestillinger om femininitet i beklædning. Yves Saint Laurent havde i 1966 som den første couturier lanceret en prêt-à-porter-linje under eget navn, og det legendariske 'Battle of Versailles' i 1971 havde understreget den voksende betydning af moderne, sportsinspireret tøj. Alligevel dominerede de store franske huse som Givenchy og Dior fortsat med deres ideal om sublim elegance, som også prægede uddannelsen på skolen.

Efter sin eksamen fra École de la Chambre Syndicale skiftede Nichanian til herremodesegmentet og arbejdede for den italienske designer Nino Cerruti. Her opdagede hun sin fascination af herremodens strukturelle klarhed og udviklede en dybdegående forståelse for materialer og forarbejdning. I studierne i Milano og Paris indsamlede hun værdifuld erfaring og finpudsede sit blik for elegant afslappethed, før hun i 1987 blev kontaktet af Jean-Louis Dumas, den daværende CEO og kunstneriske direktør for Hermès. I en i dag nærmest utænkelig samtale skulle han have garanteret hende 'fuld kreativ frihed' – et tilbud, hun accepterede, og som Hermès har indfriet lige siden.

Og således forblev brandet standhaftigt under hendes ledelse i en æra præget af acceleration, hvor mange vakler mellem pre-fall-, resort- og capsule-kollektioner. Hermès holdt fast i to årlige kollektioner og undgik mellemliggende formater og hektiske reaktioner. I stedet var håndværksmæssig ekspertise i centrum. Nichanian jagtede ikke trends, men baserede sine designs på luksuriøse materialer og en raffineret farvekomposition – principper, der konsekvent gik igen i tøj, sko, accessories og ure.

Konstant, men altid i bevægelse

Alligevel forandrede moden sig i de næsten fire årtier, hvor Nichanian ledede Hermès, og hendes tøj afspejlede denne forandring. Ikke i store statements om køn og udviskningen af kønsgrænser, men i subtile detaljer. Når tiden krævede det, begyndte hun at integrere materialer, der tidligere blev anset for feminine – transparens, silke, flydende draperinger – en diskret omskrivning af koder, der aldrig sigtede mod provokation, men mod evolution.

På samme måde tilpassede hun under Covid-19-nedlukningerne silhuetterne til en mere afslappet og uformel stil, som passede til både brandet og kundekredsen.

I juli 2020 var Hermès et af de første brands, der vendte tilbage til de digitale catwalks – ganske vist uden publikum, med et markant reduceret antal looks (kun 18 i stedet for de sædvanlige omkring 40) og en afslappet stil, der hidtil sjældent var blevet associeret med kollektionen, som oprindeligt var inspireret af ridetraditionen.

Hendes sande styrke viste sig måske især i tiden efter Covid, da brands forsøgte at genvinde tilliden og redefinere deres retning og deres kunder. Nichanian hævede aldrig sin metaforiske stemme, men forblev fokuseret på brandets kerne: håndværksmæssig perfektion.

Og selvom forår/sommer 2026-kollektionen ikke bliver den sidste kollektion præsenteret af Véronique Nichanian – den ære tilfalder den kommende efterår/vinter 2026-kollektion – kan den allerede betragtes som en glansfuld afsked. En kollektion, der endnu engang understreger alt det, som Nichanian og hendes tid hos Hermès sandsynligvis vil blive husket mest for: diskret elegance, mesterligt håndværk og den tidløse forbindelse mellem tradition og moderne luksus.

Forår/sommer 2026-kollektionen fokuserede på bløde, monokrome brune nuancer, gennembrudt af diskrete grønne accenter, kombineret med flydende, åndbare materialer og præcis tailoring. Særligt imponerende var endnu engang den innovative forarbejdning af læder, som blev gjort åndbart til den varme sæson gennem åbne quiltninger.

I sidste ende forbliver Nichanian, ligesom huset Hermès, som hun dedikerede sit professionelle liv til, en tilbageholdende, men markant skikkelse. Hendes tilstedeværelse var altid blandt de mest diskrete, men teknisk mest imponerende i modeverdenen. Hun satte aldrig sig selv i centrum, men lod sine designs tale for sig selv – stille, præcist, kompromisløst. I dem ses hendes umiskendelige signatur: en afbalanceret stil, dyb materialeforståelse og en fin fornemmelse for tidløshed.

Nichanian har ikke kun designet mode, men legemliggjort en holdning – en stille, vedvarende elegance, der vil bestå ud over trends. I en branche i konstant forandring vil hun forhåbentlig blive husket som et roligt ankerpunkt.