Mere hud end hype: Milanos herremode kæmper for relevans

Det er ingen hemmelighed, at herremode sjældent nyder den samme opmærksomhed som damemode. Milanos herremodeuger har altid været mere afdæmpede, overskygget af byens spektakulære damemodekalender og de stadigt mere ambitiøse iscenesættelser i Paris. Men SS27 har forstærket denne ubalance mere end sædvanligt. Sæsonen var så tyndt besat, at fraværet i sig selv blev historien og rejste et ubehageligt spørgsmål: Har herremoden opgivet Milano?

Svaret kunne allerede aflæses før den officielle afslutning på modeugen i Milano, da branchens opmærksomhed flyttede sig mod Paris. For Milano er dette mere end en sidebemærkning. Det afslører et fundamentalt problem, for i konkurrencen om opmærksomhed, publikum og kulturel relevans har byen stadig sværere ved at fastholde den internationale modescene til det sidste. Paris nød godt af dette med det samme. Mens Milanos tiltrækningskraft aftog, samledes branchen allerede før den officielle afslutning til starten på herremodeugerne dér, som blev indledt af Louis Vuitton.

Har det blandede format gjort herremodeugen overflødig?

Sammenlignelige øjeblikke med store iscenesættelser var sjældne i Milano. Dele af opmærksomheden flyttede sig endda helt uden for den officielle kalender. En af Italiens mest diskuterede herremodepræsentationer fandt denne sæson ikke sted i Milano, men derimod i Firenze under Pitti Uomo. Her debuterede Simone Rocha med sin første selvstændige herrekollektion og skabte stor genklang. Reaktionen var til tider mere markant end på mange af indslagene i Milano-programmet.

Dertil kom personelle omvæltninger i branchen, herunder Adrian Appiolazas afgang fra Moschino og hans hurtige efterfølgelse af Sunnei-stifterne Loris Messina og Simone Rizzo. En af ugens mest definerende samtaler opstod således ikke fra selve showene, men fra deres omgivelser, hvilket peger på en forskydning af opmærksomheden væk fra det officielle program og over mod bevægelserne bag kulisserne.

Milano tiltrak dog et bemærkelsesværdigt opbud af internationale mærker. Thom Browne, der normalt viser i New York eller Paris, præsenterede for første gang i byen, New Yorker-ikonet Ralph Lauren vendte tilbage for en anden sæson, og Paul Smith fortsatte sin tilstedeværelse i Milano efter at have forladt London. På papiret er dette betydelige tilføjelser. I praksis har de dog ikke ændret opfattelsen af ugen fundamentalt. Prada er fortsat den eneste lokale konstant, der kan skabe den forventning, som engang definerede Milano som herremodens hovedstad.

Der manglede dog ikke præsentationer, men denne form for fremvisning appellerer i sagens natur til et snævrere publikum og skaber sjældent de kulturelle efterskælv, som et runway-show udløser. De er effektive, kommercielt rationelle og i stigende grad i tråd med, hvordan brands ønsker at operere i dag. Samtidig bidrager de til en mere stille, mindre synlig modeuge – en, der fungerer som en handelsplatform, men som efterlader få spor som en kulturel begivenhed.

En del af denne udvikling afspejler dybere strukturelle ændringer i modeverdenen. Med de stadig mere udviskede grænser mellem herre- og damemode er mixed-shows blevet standard. For mange mærker giver en adskillelse af kalenderne hverken kreativt eller kommercielt mening. En fælles præsentation tilbyder effektivitet, kohærens og et klarere brandunivers.

Men den kumulative effekt er mindre positiv. Hver beslutning om at integrere herremode i et bredere show fjerner endnu et fast ankerpunkt fra herremodekalenderen. Over tid underminerer dette den tæthed, som en selvstændig modeuge lever af, og accelererer en cyklus, hvor færre shows fører til færre branchefolk, hvilket igen svækker ugens samlede relevans.

Lidt hype trods meget bar hud

Selvom SS27 manglede den tæthed af shows, der engang prægede Milanos herremode, tegnede der sig alligevel et klart æstetisk skift i kollektionerne – kroppens tilbagevenden som det centrale fokus.

Gennem hele ugen viste der sig en voksende interesse blandt designere for ikke længere at skjule den mandlige form, men at iscenesætte den. Efter år præget af oversized tailoring og afslappede silhuetter har de kreative direktører for SS27 tydeligt intensiveret deres bestræbelser på at synliggøre den mandlige krop.

Mikroshorts, kropsnært strik, transparente stoffer og åbentstående skjorter dukkede gentagne gange op og understregede det nye fokus på kropslighed. Resultatet var dog ikke en ensartet silhuet, men et spektrum af idealiserede kropsbilleder.

Nogle kollektioner, som hos Dolce & Gabbana, fremhævede bevidst muskuløse fysikker, mens Prada udviklede en markant slankere, reduceret slim-line silhuet – en form, der i vid udstrækning har manglet i herremoden i de seneste sæsoner og i denne tilspidsede form sidst var synlig i de tidlige 2000'ere.

Sameksistensen af disse idealer afspejler et bredere kulturelt skift: Maskulinitet defineres ikke længere af et enkelt dominerende ideal, men af konkurrerende, ofte modstridende kropsbilleder. Denne udvikling minder om mønstre, der længe har præget damemoden. Den voksende forventning om at kuratere, optimere og gøre kroppen visuelt læsbar er nu også fuldt ud ankommet i herremoden. Sociale medier har yderligere forstærket denne dynamik med en konstant strøm af idealiserede mandlige kropsbilleder, og catwalken bliver igen scenen, hvor netop disse idealer forhandles.

Resultatet er en herremode, der i stigende grad ikke kun defineres af tøj, men af kroppen nedenunder, som er blevet synlig, formbar og normeret af eksterne billedverdener. Men uanset hvor tydeligt dette skift kunne aflæses i kollektionerne, formåede det ikke at dække over det strukturelle spørgsmål, der fulgte SS27 fra starten: Har herremoden opgivet Milano?

Endnu er svaret nej. Men tegnene bliver tydeligere. Når relevante samtaler opstår uden for programmet, når branchen bryder op, før ugen er omme, og når få huse næsten alene bærer relevansbyrden, så har en modeuge mistet sit gravitationscentrum, uanset hvor mange shows der officielt står på kalenderen.

Milano præsenterer stadig herremode, men præger den stadig sjældnere. Og så længe det fortsætter, vil dette spørgsmål ikke forstumme.