Producenter, stater eller algoritmer: Hvem vil dominere tekstilindustrien i 2040?

Med støtte fra den internationale organisation Forum for the Future offentliggjorde H&M Foundation den 11. november et fremtidsstudie, der beskriver fire mulige konstellationer for tekstilindustrien i 2040. Med et B2B-fokus har dokumentet til formål at give ledere i tekstilsektoren ”et praktisk værktøj til at trykteste deres strategier mod forskellige mulige fremtidsscenarier” og dermed hjælpe dem med at ”træffe mere velinformerede beslutninger frem mod en retfærdig omstilling til klimamål som netto-nul-udledning.”

Dokumentet på knap 50 sider med titlen Textile Futures 2040 opstiller scenarier baseret på allerede synlige tendenser og signaler. Ingen af disse scenarier for 2040 er ”udelukkende positive eller negative”, understreger rapporten, ligesom de heller ikke ”udgør forudsigelser med det formål præcist at beskrive, hvordan tekstilindustrien vil se ud i fremtiden”. Rapportens værdi ligger i stedet i en helhedsorienteret tilgang, der gør det muligt for branchens aktører at forestille sig, hvad fremtiden kan bringe for tekstilsektoren.

I en udtalelse forklarer Anna Gedda, administrerende direktør for H&M Foundation: ”Ingen ved, hvordan tekstilindustrien vil se ud i 2040, men de beslutninger, der træffes i dag, vil være med til at forme den. Vi har støttet initiativet Textile Futures 2040 for at hjælpe branchens aktører med at udfordre deres forudfattede meninger og træffe mere kvalificerede valg på vejen mod netto-nul.”

Metode baseret på arketyper

Analysen blev gennemført i løbet af 2026 og bygger på syv ekspertinterviews, syv fokusgrupper på tværs af Europa, Nord- og Sydamerika samt Asien og tre test-workshops. Mere end 60 interessenter deltog, herunder globale og lokale modebrands, producenter, fagforeninger og fortalere for arbejdstagerrettigheder. Fremtidsforskere, designere, fonde, akademikere og studerende bidrog ligeledes til arbejdet.

Hvert scenarie kombinerer en række parametre: det økonomiske systems formål, produktionsgeografi, automatiseringsgrad, forbrugsmønstre, tilgangen til cirkularitet, overvågning, forholdet til naturen samt den kulturelle udvikling. Hvert fremtidsbillede vurderes derefter ud fra fire kriterier: tempoet i dekarboniseringen, graden af klimatilpasning, magtfordeling og social retfærdighed.

Studiet har enkelte begrænsninger, da analysen primært har fokuseret på produktionsknudepunkter i Syd-, Øst- og Sydøstasien samt europæiske brands og producenter. Desuden anerkender forfatterne deres ”manglende evne til at repræsentere perspektiverne fra de mest marginaliserede og sårbare grupper.”

”New Age Corporate Empire”: Producenterne får overtaget

I dette første fremtidsscenarie styrer store koncerner økonomier i en størrelsesorden, der kan sammenlignes med Indien, Brasilien eller Tyskland. Handlen forbliver globaliseret. I tekstilsektoren dominerer producenterne værdikæden gennem deres kontrol over materialer, teknologier og arbejdskraft. De opkøber mindre fabrikker og startups og sælger direkte til forbrugerne (DTC) via integrerede platforme. Detailhandlere bevarer deres indflydelse i Europa og Nordamerika, men fungerer primært som kuratorer.

Vandfri indfarvning, fibergenanvendelse og on-demand-produktion er blevet normen. Vandforbruget er faldet, mens energiforbruget er steget. For størstedelen af forbrugerne bliver fysisk beklædning funktionel og slidstærk. Det stilistiske udtryk rykker over i det virtuelle rum og opleves gennem smart-briller eller linser udstyret med kunstig intelligens. Rapporten illustrerer dette koncept med et fiktivt produkt, Adrishya-kurtaen: en tunika af genanvendte fibre, der regulerer kropstemperaturen og fungerer som lærred for virtuelt tøj, der sælges på abonnement. Dekarboniseringen skrider kun frem, når den gavner bundlinjen. Automatisering har gjort fabriksarbejdernes ansættelsesforhold mere usikre, og kun et mindretal af ansvarlige virksomheder opretholder faste stillinger og social sikring.

”Power Shift”: Markedet vender sig mod Asien

Det andet scenarie placerer Kina, Indien, Vietnam og Indonesien i centrum af den globale økonomi. Regeringer betragter mode både som en økonomisk drivkraft og som et redskab til soft power. Producenter etablerer deres egne brands, mens visse vestlige mærker opkøbes og repositioneres til de asiatiske forbrugeres smag. Markedet fragmenteres i et væld af mærker rettet mod subkulturer, hvor influencere i højere grad end brands dikterer tendenserne. Tøj fra vestlige mærker opfattes nu som forældet og af lavere kvalitet.

Automatiseret fast fashion består, mens det traditionelle håndværk vinder betydelig værdi. Fagforeningerne står stærkere, og arbejdet i sektoren bliver vellønnet. Staterne finansierer i høj grad dekarboniseringen, men på bekostning af øget afhængighed for producenterne. I den fortælling, der ledsager scenariet, må en vietnamesisk fabriksdirektør vælge mellem en bøde og et omstillingslån, der kræver, at en observatør fra ministeriet får plads i bestyrelsen. Naturen ofres derimod til fordel for dæmninger, minekoncessioner og datacentre.

”Global Storms, Local Shields”: Forsyningskæderne fragmenteres

I det tredje scenarie kan de globale forsyningskæder ikke modstå klimapresset og protektionismen. To tendenser dominerer: hjemtagning af storproduktion (reshoring) og investeringer i mindre, håndværksbaseret produktion. Omkostninger forbundet med nearshoring gør fast fashion ubetaleligt. Stigende priser på fossile brændstoffer reducerer brugen af petrokemiske fibre til fordel for lokale ressourcer som træmasse, bambus og tekstil-til-tekstil-genanvendelse.

Den forventede automatisering er udeblevet på grund af mangel på tilgængelig energi og råmaterialer. Den cirkulære økonomi bliver den primære vækstmotor og skaber talrige arbejdspladser inden for materialegenvinding, selvom det ikke er alle job, der byder på gode arbejdsvilkår eller en høj løn. Reparations- og upcycling-fagene er dog i høj kurs, især blandt unge. Modebrands satser på secondhand, take-back-ordninger og reparationsservice. Blandt de signaler, der allerede ses i dag, fremhæver rapporten den reparationsbonus for tøj og fodtøj, som er blevet indført i Frankrig.

”New Noosphere”: Algoritmerne bestemmer

Det fjerde scenarie overlader den økonomiske styring til AI-agenter, som ejes af virksomheder, men programmeres af staterne. Producenterne eksisterer stadig rent juridisk, men de strategiske beslutninger er ude af deres hænder. Produktionsmængder, materialer og selv produktspecifikationer fastsættes af algoritmer baseret på de planetære grænser. Fabrikkerne drives næsten helt uden personale og forsynes med ren elektricitet, der er blevet stort set gratis. Lønomkostninger retfærdiggør derfor ikke længere udflytning af produktionen, som i stedet etableres tæt på råmaterialer og afsætningsmarkeder. For økonomier, der er afhængige af konfektionsindustrien, skaber dette enorme omvæltninger.

Nye fibre rationeres, og fiber-til-fiber-genanvendelse bliver den primære materialekilde, suppleret af biomaterialer som mycelium eller cellulosefibre. Kollektionerne indeholder langt færre styles, og sæsonudsvingene mindskes. En universel borgerløn kompenserer for bortfaldet af industriarbejdspladser, men fagforeningerne har mistet deres indflydelse, og algoritmernes beslutningsprocesser forbliver uigennemskuelige.

Fælles konklusioner

En sammenligning af de fire scenarier afslører flere fællestræk:

• Modebrands svækkes i tre af de fire fremtidsscenarier til fordel for producenter, stater eller algoritmer.
• Cirkularitet er et gennemgående element i alle scenarier, om end i meget forskellige former: industriel genanvendelse, lokal reparation eller regenerering.
• Fast fashion overlever kun i scenariet ”Power Shift”.
• Endelig garanterer ingen af disse udviklingsspor både en hurtig dekarbonisering og en retfærdig omstilling for arbejderne.

Denne artikel blev delvist skrevet med støtte fra et AI-værktøj, før den blev faktatjekket, færdiggjort og redigeret af en journalist hos FashionUnited.