I oktober farves eventhallen SugarFactory i Amsterdam traditionen tro indigoblå. Denimprofessionelle og -entusiaster samles her til Kingpins, den førende denimmesse, hvor nye innovationer og trends præsenteres. Under oktober-udgaven høres der dog også bekymring midt i entusiasmen: Hvor hårdt rammer de amerikanske importtold, inflationen og de sparsommelige forbrugere denimindustrien?

Y2K-denim og fokus på konstruktion

Et første indtryk af messen bekræfter, at denim, uanset hvor tidløst det er, altid følger moden. På Kingpins sås de samme tendenser som på catwalken hos mærker, der omfavner denim, som Veronica Beard og Collina Strada.

Silhuetten forbliver vid, men bliver en smule smallere – tænk på 'cigarette'-modeller. Designer Sina Steidinger, en trofast besøgende på messen, udtaler: “Hvis vi bevæger os tilbage mod slim-fit, vil det primært være med et lige snit fra knæet og ned. Jeg ser ikke skinny jeans gøre comeback lige foreløbig.”

Hvad der yderligere fanger hendes opmærksomhed, er, at ecru-denim stadig er allestedsnærværende, og at denimstoffet bliver tungere med en tydeligt synlig struktur. Hun ser også meget stribet denim, ikke som print, men skabt ved bevidst at væve en grovere hvid tråd ind i kædetråden ('warp'). “Det giver en stribet, typisk 'Y2K'-effekt,” siger Steidinger. Med denne trendy æra in mente præsenterer producenterne på messegulvet også mange innovative vaske med et slidt vintage-look.

Amerikanske toldsatser

De amerikanske importtold på tekstiler og beklædning, som er en konsekvens af handelskrigen mellem Kina og USA under præsident Donald Trump, har haft en mærkbar effekt på denimindustrien. Afgifterne, der varierer i procent fra land til land, gør produktionen i Kina betydeligt dyrere, hvilket får mange mærker til at flytte deres indkøb og produktion til andre asiatiske lande som Vietnam, Bangladesh og Pakistan.

Caitac Denim, en Los Angeles-baseret virksomhed, der blandt andet repræsenterer japanske væverier som Kaihara og Yoshiwa, oplever en stærkt stigende interesse for japansk denim. Repræsentant Kevin Phu fremviser to stofprøver, produceret af henholdsvis en amerikansk og en japansk mølle. Normalt er det japanske stof næsten dobbelt så dyrt, men på grund af afgifterne er denne prisforskel forsvundet. Phu forklarer: “For en finere kvalitet som japansk denim får man en relativt bedre pris. De japanske stoffer er stærkere og har en dybere indigofarve end de amerikanske. Hos os er de nu udsolgt for mere end et år frem.”

Han tilføjer, at den japanske stil i øjeblikket er populær hos modemærker. "Der er kun få maskiner tilbage, der kan producere rigtig god selvedge-denim. De er næsten alle japanske." Andre producenter bekræfter også, at japansk denim er eftertragtet. Leveringstiderne stiger fra otte uger til sommetider halvandet år. Walter Manfroi fra den italienske denimproducent Blue Men rapporterer, at efterspørgslen hos dem er fyrre gange højere end sidste år.

Produktionen flytter til Vietnam, Bangladesh og Pakistan

Celine Chen fra Advance Denim, en stor denimproducent i Kina, kan bekræfte tendensen: “Fordi toldsatserne i Kina er højere end i Vietnam, flytter mange mærker deres produktion dertil. Vi forbereder os allerede på at flytte maskiner til Vietnam.” Udover Vietnam vælger mærker i stigende grad Bangladesh, Indien, Tyrkiet og Pakistan, fastslår hun.

Mansoor Aslam, repræsentant for pakistanske Artistic Fabric Mills, mærker forskellen: “Flere og flere mærker henvender sig til os, især inden for de seneste seks måneder. Førhen kunne vi ikke konkurrere med de kinesiske priser, men det kan vi nu. Ligesom under coronapandemien skaber dette nye forretningsmuligheder for os.”

Inflation og usikkerhed

Den finansielle situation i modebranchen er prekær. Virksomheder rapporterer om faldende avancer og stigende risici i deres forsyningskæder. Keith O’Brien, der repræsenterer Isko (en del af den tyrkiske Sanko Group) på messen, udtaler: “Både toldsatserne og inflationen forårsager store prisudsving og usikkerhed i hele forsyningskæden. Forbrugerne mærker det også; leveomkostningerne stiger, så de bliver mere tilbageholdende med forbrugsvarer som tøj.”

Isko forsøger at ruste sig ved at kontrollere alle aktiviteter gennem vertikal integration: “Fordi vores moderselskab også er vores garn- og fiberleverandør, kan vi bedre styre priserne. Samtidig gør det det lettere for os at fokusere på genanvendelse og opbygning af 'take-back'-ordninger for mærker, for at støtte dem i forbindelse med ny EU-lovgivning.”

Økologisk bomuld mindre populært

En bemærkelsesværdig sideeffekt af den finansielle usikkerhed er, at producenterne oplever en faldende efterspørgsel efter økologisk bomuld. Gunes Zabun fra den tyrkiske tøjproducent Yiltem Konfeksiyon siger: “Næsten ingen mærker efterspørger det længere. De har det allerede svært; de bestiller mindre og er under pres på prisen. Økologisk bomuld er dyrere, så det er foreløbig ikke populært. Store mærker inkluderer højst et par styles for imageets skyld, fordi deres bæredygtighedspolitikker kræver det.”

Hvis det står til Zabun, er mode og miljø i direkte modstrid med hinanden. “Det er stadig en forretning.” Hun ser dog potentiale i effektiviseringer på fabrikkerne, som sparer omkostninger og, ifølge hende, ofte er mere effektive for bæredygtigheden: “Mange tyrkiske producenter har gjort deres fabrikker mere bæredygtige i de seneste år. Vi bruger for eksempel solenergi og genanvendt vand. Det giver enorme besparelser på energi- og vandforbruget.”

Kritik af certificeringer

På Kingpins lyder der en bredere kritik af brugen af bæredygtighedsmærker. Flere aktører udtrykker tvivl om pålideligheden af certificeringer for økologisk bomuld. Alejandro Pérez fra spanske Tejidos Royo siger: “Mange mærker sælger såkaldt økologisk bomuld, men i virkeligheden er kun fem procent af den globale bomuldsproduktion reelt økologisk. Tallene stemmer simpelthen ikke.”

Også Manfroi fra Blue Men er kritisk. Han påpeger, at certificering i sig selv er blevet en stor industri med store virksomheder med hundredvis af ansatte, der tjener godt på det: “Jeg modtog for nylig en anmodning fra en tysk kunde om 44 certifikater. Hvis jeg skulle implementere dem alle, ville det koste mig 130.000 euro om året. Og i sidste ende er det forbrugeren, der betaler regningen. Er det etisk forsvarligt?”

Denne artikel blev oversat til dansk ved hjælp af et AI-værktøj.

FashionUnited bruger AI-sprogteknologi til at give modeprofessionelle over hele verden bredere adgang til nyheder og information. Selvom vi bestræber os på nøjagtighed, er AI-oversættelser i konstant udvikling og er måske endnu ikke fejlfri. For feedback eller spørgsmål vedrørende denne proces, kontakt os venligst på info@fashionunited.com.