Fairtrades tekstilstandard gælder fra september kun for systuer

Fairtrade har gennemgribende revideret sin tekstilstandard. Den nye version træder i kraft tirsdag den 1. september og gælder kun for det sidste led i tøjproduktionen.

I stedet for hele forsyningskæden, fra bomuldsfrø til færdigt tøj, dækker standarden fremover udelukkende såkaldte Tier 1-fabrikker, dvs. systuerne, hvor stoffet skæres til, syes og færdiggøres. Her arbejder de fleste ansatte i tekstilproduktionen, hovedsageligt kvinder. Fairtrade har identificeret dette led som det med de største sociale konsekvenser og koncentrerer derfor kravene her, som det fremgår af standarddokumentet, der blev offentliggjort den 25. marts.

Et eksempel fra den indiske delstat Tamil Nadu viser, hvor stort løngabet er. Ifølge data fra Anker Research Institute ligger den lovbestemte mindsteløn der på omkring 14.000 rupier, mens en leveløn for en arbejder og hendes familie er på 19.773 rupier. Disse oplysninger fremgår af en meddelelse fra den franske Fairtrade-organisation Max Havelaar France fredag.

Grundløn fra første dag, tillæg fra mærkerne

Nyt er en mindsteløn, som certificerede fabrikker skal betale alle ansatte fra certificeringsdagen. Denne Fairtrade-grundløn for tekstiler ligger på 55 procent af den regionalt gældende leveløn ifølge beregningerne fra Global Living Wage Coalition eller ti procent over den lovbestemte mindsteløn, alt efter hvilken værdi der er højest. Kun grundlønnen og dyrtidstillæg medregnes, ikke andre tillæg eller naturalydelser. Kravet gælder også, selvom kun en del af produktionen er Fairtrade-certificeret.

Derudover skal mærkerne betale et løntillæg, det såkaldte Living Wage Differential. Det beregnes via en Fairtrade-beregner som en procentdel af den varepris, mærket betaler fabrikken for et stykke tøj, og lægges oven i denne pris. Fabrikken fordeler pengene halvårligt kontant til alle ansatte i forhold til de præsterede arbejdsdage. Dermed er fabrikken ikke længere alene ansvarlig for højere lønninger.

Samtidig bortfalder fristen for levelønninger. Den hidtidige standard forpligtede certificerede virksomheder til at betale levelønninger inden for seks år efter certificeringen og krævede en tidsplan aftalt med fagforeningen. Et sådant krav findes ikke længere i den nye version. I stedet indføres grundlønnen, tillægget fra mærkerne og kravet om at hæve reallønnen årligt med mindst inflationen og mindske løngabet i forhandlede trin.

Mærket gælder fremover uden certificeret forsyningskæde

Mærkets budskab ændres også. Hidtil måtte Fairtrade Textile Production-mærket kun anvendes på produkter, hvis forsyningskæde var certificeret på alle trin i henhold til tekstilstandarden, fra egrenering over spinderi og væveri til systuen. Fremover er certificering af systuen tilstrækkelig. Ifølge Max Havelaar France har virksomheder tre muligheder. Bomuldsmærket står for indkøb af råmaterialet, tekstilmærket for produktionen på en certificeret systue, og et kombineret mærke angiver begge dele. For de tidligere led i kæden gælder minimumskrav via anerkendte sociale og miljømæssige certificeringer. Hvis kilden til vådbehandlingen ikke kan navngives og verificeres, må stoffet ikke bruges i et stykke tøj med Fairtrade-mærket.

Nyt er et kapitel om due diligence inden for menneskerettigheder og miljø med 13 krav, herunder en risikovurdering mindst hvert tredje år og en klagemekanisme for ansatte. Mindre fabrikker med færre end 50 fuldtidsansatte skal opfylde mindre omfattende krav. Til gengæld er miljøkapitlet betydeligt kortere. Den hidtidige liste over forbudte stoffer til tekstilproduktion og forbuddet mod særligt farlige processer som klorblegning eller sandblæsning er ikke længere en del af standarden. Max Havelaar France beskriver derimod revisionen som en styrkelse af miljøkriterierne.

Andre ændringer vedrører kontrollen. Den hidtidige standard krævede, at klager fra fabrikkerne blev videresendt til certificeringsorganet og offentliggjort af Fairtrade International på en offentlig liste med dato, klagetype, fabrik og sagsstatus. Der var også krav om lokale klagemæglere fra en fagforening eller en menneskerettighedsorganisation, som skulle hjælpe ansatte med at indgive og afklare klager. Begge dele er ikke længere en del af standarden. Kravene til arbejdsforhold gjaldt hidtil også udtrykkeligt for underleverandører. Fremover er et socialt certifikat tilstrækkeligt for disse, f.eks. en audit i henhold til Ethical Trading Initiatives basiskodeks.

Valeria Rodriguez, advocacy-chef hos Max Havelaar France, udtaler ifølge meddelelsen, at omstillingen af tekstilsektoren ikke kan lykkes uden virksomhederne. Med videreudviklingen af standarden foreslår organisationen en tilgang, hvor producenter og mærker arbejder sammen mod et fælles mål, nemlig at give de ansatte på systuerne mulighed for at leve et værdigt liv af deres arbejde.