Europas sourcing-reset: uafhængighed, men til hvilken pris?

Drivkræfter, der omformer den europæiske sourcing-debat

Det europæiske industriklima er fortsat presset: EURATEX rapporterer, at udnyttelsen af produktionskapaciteten i EU faldt til under 80 procent ved udgangen af 2024 og understreger, at energipriserne fortsat er høje sammenlignet med de største konkurrenter, mens geopolitisk usikkerhed og handelsspændinger yderligere komplicerer investeringsbeslutninger.

Volatilitet i fragtraterne har forstærket den såkaldte “distance penalty”. UNCTAD tilskriver de fornyede udsving i fragtomkostningerne forstyrrelser på centrale ruter, herunder Det Røde Hav/Suez og Panamakanalen, hvor omlægning af ruter, højere brændstofforbrug og stigende forsikringspræmier øger usikkerheden.

Parallelt hermed skærper lovgivningen forventningerne: EU’s direktiv om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed (CSDDD) trådte i kraft den 25. juli 2024 og kræver, at omfattede virksomheder identificerer og håndterer negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljø i deres drift, datterselskaber og relevante forretningspartnere i værdikæderne. Samtidig trådte CBAM i sin endelige fase den 1. januar 2026 for udvalgte kulstofintensive importvarer (herunder cement, jern og stål, aluminium, gødning, elektricitet og brint), hvilket styrker kontrollen med indlejrede emissioner i tidligere led af produktionskæden for færdige produkter.

Kommercielle afvejninger og sektorspecifik tilpasning

Nearshoring og reshoring kan reducere leveringstider og gøre udvikling, prøveudtagning og kvalitetsstyring lettere, men tilgangen konkurrerer med Europas strukturelle omkostningsniveau – især når energi- og compliance-omkostninger er høje.

Derfor er Europa kommercielt set lettest at retfærdiggøre, hvor avance og risiko taler for nærhed: premiumvarer, teknisk krævende produkter og accessories, hvor håndværksmæssig kvalitet, materialehåndtering og hurtig iteration kan beskytte brandets værdi.

For basisvarer i store volumener med stærkt prisfokus er offshore-sourcing ofte vanskelig at erstatte, da stordriftsfordele og enhedsøkonomi fortsat dominerer. McKinsey bemærker, at nearshoring har været en ledelsesmæssig topprioritet siden 2016, men at branchens samlede nearshoring-fodaftryk ikke er vokset markant, hvilket indikerer, at omkostnings- og kapacitetsbegrænsninger fortsat udgør en udfordring.

Det pragmatiske svar: dual sourcing med hårde benchmarks

Den nye "mellemvej" er en hybridmodel: Bevar kernevolumen, der kan forudsiges, i omkostningseffektive regioner, mens der opbygges en nearshore-/europæisk forsyningslinje til hurtigt omsættelige capsule-kollektioner og genopfyldning. McKinsey beskriver eksplicit "dual- eller multicountry sourcing" som et svar på volatilitet og presset for hurtighed og fleksibilitet. Markedsovervågning peger i samme retning: QIMA rapporterer en stærk vækst i inspektioner i 2025 i nearshore-hubs i Middelhavsområdet (herunder Egypten, Tunesien og Marokko), mens CBI forventer, at Tyrkiet og Østeuropa vil drage fordel af, at europæiske indkøbere søger nærhed. Indkøbere, der vurderer, om "uafhængighed" er klogt, bør konsekvent benchmarke beslutninger ved hjælp af den samlede leveringsomkostning (inklusive buffere for volatilitet), sikkerhed i leveringstid (ikke best case), MOQ og fleksibilitet i genopfyldning, parathed i forhold til compliance/dokumentation og udviklingshastighed fra prøve til masseproduktion.

Illustrative europæiske muligheder

På denne baggrund illustrerer flere konkrete europæiske sourcing-muligheder, hvordan nærhed kan omsættes til praksis. Inden for accessories er fabrikken Belt Fashion (en del af HVEG Accessories Group) en europæisk/lokal mulighed. Den oplyser, at den producerer bælter på sin hollandske fabrik med naturligt garvet læder fra Europa og henviser til medlemskab af Leather Working Group samt akkrediteringer fra sociale audits (BSCI-rating; Sedex- og ICS-audits). Ud over en enkelt leverandør afspejler valgmulighederne ofte regionale styrker: Italiens økosystem for lædervarer (Assopellettieri bemærker, at næsten halvdelen af de italienske lædervareproducenter er koncentreret i Toscana), Portugals kapacitet inden for strikvarer (ATP's branchestatistikker sporer separat "strikkede og hæklede" metervarer samt "strikket og hæklet" beklædning) og nearshoring-forsyningslinjer i Tyrkiet og Østeuropa, der balancerer "speed-to-market" med omkostningsstyring.