Europæisk forbud mod destruktion er officielt trådt i kraft: en historisk dag for modebranchen?

Fra den 19. juli må tøjmærker ikke længere brænde deres overskydende lager eller på anden måde lade det 'destruere'. Dermed bliver det mindre attraktivt at bestille i store partier fra fabrikken, altså store ordrer til en lav stykpris. Fremover skal indkøberen betale for det, der bliver til overs.

'Forbud mod destruktion af usolgte varer' kort fortalt

I Europa destrueres der årligt anslået fire til ni procent af alt usolgt tøj, før det nogensinde er blevet brugt. Dette spild genererer ifølge EU-data cirka 5,6 millioner tons CO2-udledning – omtrent den samlede nettoudledning for Sverige i 2021. Alene i Frankrig bliver der årligt destrueret usolgte non-food-produkter for omkring 630 millioner euro, rapporterer The Fashion Law. En betydelig del stammer fra returneringer.

For at tackle problemet blev der i Bruxelles udviklet et instrument som en del af Ecodesign-forordningen (ESPR): et forbud mod destruktion af usolgt tøj, accessories og sko. Fagfolk taler også om 'ban on destruction of unsold goods.' Medlemslandene bestemmer selv, hvor høj bøden for overtrædelser skal være, og hvem der skal føre tilsyn med håndhævelsen (i Danmark f.eks. Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen).

Forbuddet ledsages også af en rapporteringspligt: store virksomheder skal fra februar 2027 i et standardformat offentliggøre, hvor mange usolgte produkter de kasserer, og hvad der sker med dem (f.eks. genanvendelse eller deponering). For mindre virksomheder træder begge forpligtelser først i kraft i 2030. Indtil videre påvirker ændringerne altså kun virksomheder som Zara eller Shein.

Hvad er 'spild'?

Definitionen af 'destruktion' i ESPR fokuserer på bunden af affaldshierarkiet (the waste pyramid). Det drejer sig om produkter, der bevidst deponeres, forbrændes eller forarbejdes til energiudnyttelse, efter at de er blevet klassificeret som affald.

Hvis en virksomhed donerer tøjet, videresælger det som secondhand (re-use) eller omdanner det til noget nyt (upcycling), falder det uden for forbuddet. På trods af de gode cirkulære intentioner skaber en sådan definition også et smuthul i loven. En hyppig kritik er, at store virksomheder med stærk juridisk ekspertise finder måder at eksportere problemet på ved at sælge usolgte lagre i stor stil som 'brugt tøj' eller 'restpartier' til forhandlere uden for EU (f.eks. i Vestafrika eller Latinamerika). På papiret er det genbrug (og dermed lovligt), men i praksis er en enorm del af tøjet usælgeligt og ender alligevel på gigantiske tekstilaffaldsbjerge i udlandet. Det er ikke mærkernes problem, for når varerne først er der, gælder EU-reglerne ikke længere.

Mulighed for deadstock-tekstiler

Mærker og atelierer med smukke stoffer ser også forpligtelsen som en velkommen udfordring til at skabe ny mode af 'deadstock': stoffer eller hele stykker tøj, der er til overs. Det har længe været kendt, at denne form for genbrug fører til spændende mode og en positiv miljøpåvirkning. Platforme som Nona Source, lanceret i 2021 af LVMH som en del af deres miljøstrategi, forbinder designere med 'arkivstoffer' og -læder fra store luksushuse til 'konkurrencedygtige priser'. Indtil videre er disse stoffer kun tilgængelige i Europa. Med ESPR kan en sådan forretning få et boost.

Reaktioner fra branchen

I sidste ende er ESPR ikke kun til for at gøre industrien mere bæredygtig indefra, men også for at guide forbrugerne i den uigennemsigtige modeindustri. "Loven har en vigtig værdi, fordi den gør både virksomheder og forbrugere bevidste om nødvendigheden af at bekæmpe spild," siger Lizbeth Nowé, direktør for den belgiske brancheforening Creamoda.

Hun stiller dog spørgsmålstegn ved lovens indvirkning i Benelux. Lokale mærker producerer relativt små mængder; i praksis finder disse varer allerede en ny destination via udsalg, markeder, outlets eller opkøbere, der overtager restpartierne. For disse lande bekræfter loven primært den eksisterende praksis og tvinger virksomhederne til fremover at føre regnskab med det.

Nowé bemærker også, at der er en del undtagelser fra reglerne. Usikre produkter, tøj der krænker intellektuel ejendomsret, for beskadigede eller forurenede varer, og produkter der efter otte ugers aktivt udbud til salg eller donation stadig ikke har fundet en aftager, må gerne destrueres. Så længe et mærke kan dokumentere, at det har gennemgået disse trin, ændrer der sig altså ikke meget.

På den anden side forudser hun, på grund af de nye toldregler, der pålægger pakker til Europa højere afgifter, at platforme som Shein vil flytte deres model yderligere mod europæiske lager- og distributionscentre. (Se: Aftale indgået: EU indfører strengere toldregler for e-handel.) Så er det ikke utænkeligt, at mængden af usolgte varer inden for EU også vil stige, og forbuddet vil blive "meget relevant" for disse aktører.

Nowé forklarer: "For internationale platforme bliver det nu mindre attraktivt at sende varer direkte fra Kina til europæiske forbrugere. Nogle aktører vil vælge distribution fra lagre på EU-territorium, og dermed flyttes risikoen også. Virksomhederne skal forudse efterspørgslen. Fejl i disse prognoser kan føre til større lagre, flere returneringer og potentielt også flere overskydende eller usolgte varer inden for EU. Disse produkter på europæisk grund skal så have en alternativ destination, såsom videresalg, genbrug eller donation."

Der er dog en nuance. Den juridiske vurdering afhænger af flere faktorer, såsom hvem der ejer varerne, om produkterne er bragt på EU-markedet, og hvilken part der i sidste ende beslutter, om varerne skal bortskaffes eller destrueres.

Den tyske brancheforening Gesamtverband textil+mode indtager en skarpere holdning og hævder, at den nye foranstaltning er virkelighedsfjern og primært belaster den nationale industri med endnu mere meningsløst bureaukrati.

Jonas Stracke, chef for cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet hos foreningen: "Ingen tysk eller europæisk producent destruerer bare nye varer, selvom det er det indtryk, lovens navn giver." Ifølge eksperten har tøjet stadig værdi for de lokale SMV'er, og overskudslagre går i praksis til outlets eller velgørenhed. Kun minimale mængder, der er blevet ubrugelige på grund af transport (f.eks. skimmelsvamp) eller store produktionsfejl, bliver kasseret.

Stracke: "For at opnå mere bæredygtighed er der primært brug for velfungerende indsamlings-, sorterings- og genanvendelsesstrukturer samt et marked for genanvendte tekstilfibre. Så længe disse betingelser mangler i EU, forbliver destruktionsforbuddet med alt sit ekstra administrative bøvl blot en papirtiger."

Den tyske forenings største frustration ligger i, at europæiske modemærker pålægges ny lovgivning, mens hundredtusindvis af pakker med billig asiatisk ultra-fast-fashion dagligt strømmer ind på markedet — omend bedre reguleret siden sidste måned. Da disse platforme ofte ikke har et europæisk hovedkvarter, er det juridisk svært at tackle den overproduktion, de forårsager, mens de billige tekstiler tilstopper de lokale tøjcontainere.

I Spanien falder relativt mange virksomheder, på grund af tilstedeværelsen af modegiganter som Inditex (Zaras moderselskab), ind under den første bølge, der skal overholde loven. Gema Gómez, vicepræsident for Asociación de Moda Ética y Sostenible (AMES), mener, at det er meget på én gang for disse virksomheder: nye krav til ecodesign, digitale produktpas, udvidet producentansvar (EPR), due diligence, regler for mindre greenwashing og mere gennemsigtighed.

På trods af dette pres ser Gómez, at mange SMV'er ser tiden an: "I mange tilfælde venter virksomhederne, til hele regelsættet er trådt i kraft, før de handler." En farlig strategi, advarer hun, for lovgivning er gået fra at være en ren juridisk forpligtelse til at være en strategisk business case.

Hendes største bekymring er, at loven blot flytter problemet. "Allerede nu ender omkring 80 procent af Europas eksporterede brugte tøj i det globale syd." Gómez frygter, at mærker, i mangel på muligheder i Europa, vil sende deres overskudslagre over grænsen og få dem destrueret der.

Hun er kritisk, men håbefuld, over for ESPR: "En ægte cirkulær økonomi måles ikke kun på, hvor meget tøj vi formår at redde, men på hvordan vi kan begrænse overproduktionen i første omgang."

Forbuddet mod destruktion findes i artikel 25 i Ecodesign-forordningen.